Hvordan livsstilsfaktorer påvirker parodontitis

Uden bakterier vil der ikke opstå parodontal sygdom, hvilket er grunden til, at dette betragtes som en separat faktor i årsagssammenhængen til parodontal sygdom. Plakkontrol – det vil sige effektiv forstyrrelse af biofilmen – anses derfor for at være den mest effektive forebyggende foranstaltning mod parodontale sygdomme.
Plakkontrol er dog primært et spørgsmål om adfærd og kan derfor betragtes som en livsstilsfaktor. I vores seneste white paper diskuterer vi, hvordan adfærdsændringsstrategier kan påvirke mundhygiejnen.

Årtier af forskning har vist, at tobaksrygning spiller en rolle i patologien for parodontitis på flere måder. Dette inkluderer en overgang til et mere patogent oralt mikrobiom, nedsat blodgennemstrømning i tandkødet, dysfunktion af neutrofiler, forhøjede niveauer af proinflammatoriske mediatorer samt øgede niveauer af T-celler, der er mere immunogene.
Rygning kompromitterer også helingspotentialet i det berørte tandkødsvæv.
Selvom den nuværende evidens for fremme af andre sunde livsstilsvaner er begrænset, har litteraturen vist, at hos patienter med parodontitis er rygestopinterventioner effektive og forbedrer dermed deres mundsundhed.

Studier har vist, at alkoholforbrug er forbundet med en moderat øget sværhedsgrad af parodontal sygdom og kan betragtes som en uafhængig, modificerbar risikofaktor for parodontitis.
Hvad angår de underliggende mekanismer, viser forskningen, at alkoholmisbrug har en negativ indvirkning på det orale mikrobiom, samtidig med at det forringer neutrofil-, makrofag- og T-cellefunktioner, hvilket ændrer immunsvaret. Det er også forbundet med nedsat knogleregenerering

Der er en tydelig psykobiologisk sammenhæng mellem kronisk stress og relaterede sygdomme på den ene side og parodontale sygdomme på den anden. Kronisk stress ændrer vævshelingsprocessen ved at øge hastigheden, hvormed cytokiner, interleukiner (IL-1β, IL-6, IL-8) og TNF-α produceres, hvilket resulterer i en forværring af parodontal skade.
Stress belaster også aspekter af immunsystemets respons såsom mitogenstimulering, antistof- og cytokinproduktion, hvilket forstyrrer immunsystemets samlede regulering og fremmer udviklingen af parodontitis.

Nogle studier viser, at hormoner, der frigives under stress, kan forårsage en spredning af bakterier som Fusobacterium nucleatum, hvilket yderligere forværrer parodontale skader.

For mere information, se “Effekten af stress på parodontal sygdom: risikodindikator eller risikofaktor?”, som citerer forskning med råd om, at “opmærksomhed på og bevidsthed om stress som en del af det samlede sæt risikofaktorer for parodontitis kan reducere den negative påvirkning på immunsystemets tilstand.”

Kostvaner med højt indhold af sukker eller mættet fedt samt kost med lavt indhold af polyoler, fibre og flerumættede fedtsyrer er hver især blevet forbundet med øget risiko for parodontal sygdom.

Mange studier har også fundet flere forskellige sammenhænge mellem lavt kostindtag af calcium og parodontal sygdom. For eksempel er et lavt serumforhold mellem calcium og magnesium signifikant forbundet med øget fæstetab og progression af parodontal sygdom. Følgelig vil mælk og mejeriprodukter, som er en kilde til calcium, fosfat og forskellige proteiner, sandsynligvis have en positiv effekt på den parodontale sundhed. Samtidig er calciumindtag under de anbefalede referenceværdier forbundet med øget risiko for tandtab, fæstetab og sygdommens sværhedsgrad.

Konsensusretningslinjer anbefaler kosttyper rige på vitaminer, mineraler og sporstoffer – såsom middelhavskosten og den Okinawa-baserede nordiske kost – for at reducere tandkødsinflammation. Kostvaner, der er rige på vitamin A, B, C og E samt mineraler og sporstoffer som calcium, magnesium, zink og mangan, er forbundet med nedsat risiko for udvikling og progression af parodontal sygdom.

Generelt set øger kost med meget protein, fedtsyrer og forarbejdet sukker og et lavt indtag af frugt og grøntsager risikoen for parodontal sygdom. Omvendt reducerer kostvaner med lavt sukkerindhold, højt fiberindhold og et højt forhold mellem omega-6- og omega-3-fedtsyrer risikoen for parodontal sygdom.

D-vitamin spiller en vigtig rolle i calcium- og knoglemetabolismen og menes også at have immunmodulerende og antiinflammatoriske egenskaber, som kan hjælpe med at kontrollere og reducere parodontal hævelse. Hos patienter med parodontitis er der rapporteret lavere D-vitaminniveauer sammenlignet med raske kontrolgrupper, mens omvendt højere koncentrationer af 25-hydroxyvitamin D i serum er blevet forbundet med lavere forekomst af gingivitis samt mindre fæste- og tandtab.
Som et sekosteroidhormon, der primært produceres i huden ved udsættelse for sollys, er D-vitamin kun tilgængeligt i spormængder i kosten. Hvis patienter har problemer med D-vitaminmangel, anbefales det derfor, at de udsættes for mere sollys eller tager et D-vitamintilskud.

Over 280 epidemiologiske studier og kontrollerede kliniske forsøg har identificeret en sammenhæng mellem fedme og en øget risiko for parodontal sygdom. Selvom den underliggende patofysiologiske mekanisme bag denne øgede risiko stadig er uklar, findes der flere teorier.
Hvis en person er overvægtig over længere tid, kan deres vægt belaste kroppens evne til effektivt at distribuere ilt. Fedme kan også oftere forårsage inflammation i forskellige dele af kroppen og er forbundet med en lavgradig systemisk inflammation, målt ved det akutfaseinflammatoriske protein CRP, som udskilles af leveren.
Begge disse mulige bivirkninger af fedme kan føre til insulinresistens – et fænomen hvor cellerne i muskler, fedt og lever hos den overvægtige person ikke reagerer på insulin lige så effektivt som normalt. Insulinresistens kan føre til prædiabetes, hvilket igen øger risikoen for tandtab.
For mere information, se “Sammenhænge mellem fedme og parodontal sygdom: hvad dine patienter bør

Flere nyere studier har vist en sammenhæng mellem øget fysisk aktivitet og en reduceret risiko og sværhedsgrad af parodontal sygdom.
For eksempel viste en undersøgelse fra 2018, at "motionsvaner kan reducere lokale inflammatoriske cytokiner, aktivere immunkompetente celler og forbedre den patologiske tilstand parodontitis."
Studiet fremhæver, at langvarig moderat motion er immunologisk gavnlig, da den reducerer subkutant og visceralt fedt, sænker de basale niveauer af inflammatoriske cytokiner og øger niveauerne af antiinflammatoriske cytokiner.
Generel fysisk aktivitet har også vist sig at aktivere lokale immunkompetente celler såsom makrofager, neutrofiler og lymfocytter. På baggrund af disse studier kan man konkludere, at øget fysisk aktivitet sandsynligvis reducerer en patients risiko for parodontal sygdom.